Andreas Herberg–Rothe Clausewitz’s Puzzle. The Political Theory of War.
Oxford University Press 2007, 194 sider, ₤ 40,00.

”Gåden – Clausewitz” eller ”Puslespillet Clausewitz”

I 2001 udgav den tyske politolog Andreas Herberg–Rothe en tysksproget afhandling, Das Rätsel Clausewitz. Politische Teorie des Krieges im Wiederstreit, om den tyske general Carl von Clausewitz (1780–1831) og hans betydning for moderne krigsteoretisk tænkning. Dette værk er nu langt om længe blevet oversat til engelsk og udgivet under ”The Oxford Leverhulme Programme on the Changing Character of War”s auspicier. Samme selskab afholdt i øvrigt i 2003 en konference med titlen ”Clausewitz in the 21st Century” med deltagelse af en række af tværfaglige Clausewitz–eksperter i Oxford. Det foreliggende værk er forfattet i lyset af “de nye krige,” og disse ”nye krige” er primært beskrevet som baseret på voldens primat mere end nogen sinde. Udgivelsen kommer på den baggrund på et særdeles passende tidspunkt, idet Clausewitz løbende, og mere end nogensinde, bliver udsat for voldsom kritik, hvorunder de mest hårdnakkede kritikere især har hævdet, at Clausewitz’ tanker i lyset af det seneste årti og begivenhederne den 11. september er fuldstændigt forældede og utilstrækkelige til at forklare de nye militære kriser, vi oplever og vil komme til at opleve i det nye årtusinde. Clausewitz’ tanker, hævdes det, blev skrevet i lyset og på baggrund af napoleonskrigene, og de har på dette grundlag ingen gyldighed for vort moderne samfund, som har udviklet sig voldsomt i en retning, som Clausewitz næppe havde grundlag for at kunne forudse. Imidlertid er en sådan kritik af Clausewitz slet ikke ny; men den har sjældent vundet så meget genhør i etablerede kredse, som det netop nu er tilfældet.

Herberg–Rothe har tematisk opdelt sit værk i følgende afsnit: I. “Prolouge”, “II. Antitheses and ambivalences”, herunder 1. “Clausewitz and Napoleon: Jena, Moscow, and Waterloo”, 2. ”Violence, Fear, and Power: The expansion and Limitation of War”, 3. “Concepts of Absolute and Real War”, samt III. “Using Clausewitz to go beyond Clausewitz”, herunder 4. “Clausewitz’s Legacy: The Trinity”, 5. “Polarity and Asymmetry between Attack and Defence”, 6. “The Formula: Politics in War.” Docent Herberg–Rothe inddrager, som det ses ovenfor, Clausewitz’ centrale begreber såsom “de tre vekselvirkninger samt formål, mål og middel,” “absolut og total krig,” “Jena, Moskva og Waterloo,” “den forunderlige treenighed,” “tidlig og sen Clausewitz,” “eksistentiel og instrumentel krig,” “angreb og forsvar som asymmetri” samt “de ‘nye’ krige – ‘low–intensity–conflicts’ og eksistentielle krige.”

Herberg–Rothe anser Om Krigens 1. bog, 1. kapitel, som det mest centrale i hele Clausewitz’ værk. For det første fordi Clausewitz selv anså dette kapitel for at være det eneste færdige i hele værket, jf. generalens efterladte notitser, og for det andet fordi det afsluttende afsnit udgør selve Clausewitz’ testamente. Afsnit 28 er i det hele taget ofte blevet overset og mistolket, bl.a. af den amerikanske officer Harry G. Summers, og de færreste har reelt indset, hvor centralt dette afsnit er i sin korrekte fortolkning. Docent Herberg–Rothe skriver i forordet til den engelske udgave: ”Clausewitz’s final approach is condensed in his Trinity, which comes at the end of Chapter 1 of Book I. This is my third basic assumption. The Trinity, with all its problems, is the real legacy of Clausewitz and the real beginning of his theory, as he emphasized himself: ‘At any rate, the … concept of war [the trinity] which we have formulated casts a first light on the basic structure of theory, and enables us to make an initial differentiation and identification of its major components.’ Det vigtigste begreb i Herberg–Rothes afhandling er lige præcis begrebet “den forunderlige treenighed”, som oberst Niels Berg, i sin ellers fremragende danske oversættelse, oversætter noget misvisende til en ”sær trefoldighed.”1 I Clausewitz’ originale udgave beskrives fænomenet som ”wunderliche Dreifaltigkeit,” hvilket egentligt burde oversættes til ”besynderlig” eller “forunderlig trefoldighed” (eller ”treenighed”). Dette synes at beskrive begrebet med en mere positiv klang, end det er tilfældet i den danske oversættelse. Da punktet er særdeles centralt, er der grund til at dvæle ved denne formulering, og det er overordentligt vigtigt at forstå Clausewitz’ egentlige intention med denne betegnelse. Herberg–Rothe kalder konsekvent Clausewitz’ første kapitel for generalens testamente, og han tilskriver afslutningen af kapitlet den allerstørste betydning for forståelsen af Clausewitz’ krigsteoretiske begrebsdannelse. Problemet er blot, mener Herberg–Rothe, at ikke alle har forstået Clausewitz’ budskab med dette afsnit. (afsnit 28). 1. kapitel var, jf. Clausewitz’ egne efterladte optegnelser, det eneste fuldendte kapitel i hele værket, og det var hans hensigt, at hele værket skulle have været omskrevet i lyset af dette, såfremt han ikke var afgået ved døden noget uventet og i en forholdsvis ung alder (kun 51 år) i 1831.

Jena, Moskva og Waterloo–afsnittet bruger Herberg–Rothe til at påvise Clausewitz’s historiske udvikling, og hvorledes Clausewitz udvikler sin teori på baggrund af Napoleons sejre og nederlag.

Andreas Herberg–Rothe er p.t. ansat som politolog ved det anerkendte Humbolt–Universitet i Berlin. Han er endvidere tilknyttet ”The Oxford Leverhulme Programme on the Changing Character of War”, og han er medudgiver af ”Clausewitz in the 21st Century”–konferencens samlebind med indlæg fra bidragyderne til konferencen, som udkommer i oktober d.å. på samme forlag med samme titel. Nærværende værk om Clausewitz og hans krigsteori er en udløber af Herberg–Rothes politologiske Ph.D–afhandling. Som opponenter i forbindelse med forsvaret af afhandlingen har han haft tre navnkundige politologer og historikere. Det drejer sig om professorerne Herfried Münkler, Wilfried von Bredow samt ikke mindst Peter Paret. Alle eksperter indenfor Clausewitz–forskningen, og som efterfølgende har påvirket Herberg–Rothe med deres egen forskning på området. Desuden har professor Werner Hahlweg – som indtil sin død i 1989 var førende indenfor tysk Clausewitz–forskning og desuden udgiver af den autoritative og vel nok mest nøjagtige tyske Clausewitz–udgave af Vom Kriege – indledningsvis vakt Herberg–Rothes interesse for den tyske militærteoretiker, idet han tog sin kandidateksamen under professor Hahlwegs vejledning.

Det skal anføres om Herberg–Rothes afhandling om Clausewitz, at den i hele sin opbygning er et analytisk, metodisk og stringent videnskabeligt stykke arbejde. I sin gennemgang af den hidtidige forskning diskuterer Herberg–Rothe eksempelvis navnkundige Clausewitz–fortolkere, såsom den franske Raymond Aron og i høj grad den tyske politolog Herfried Münkler. Det skinner imidlertid noget igennem, at forfatteren næsten udelukkende baserer sin forskning på tysk eller til tysk oversat litteratur. Derved har Herberg–Rothe, efter min opfattelse, afskåret sig fra indsigter i Clausewitz–forskningen, som kunne have beriget hans tanker om netop den forunderlige treenighed. Man kunne ud fra denne observation få den  tanke, at Herberg–Rothes indsigter ikke er så enestående, som de ved første øjekast forekommer. Tankerne er allerede tænkt, og især den afdøde amerikanske professor Michael Handel har udtrykt disse med en klarhed og enkelthed, ikke mindst i grafisk form, som Herberg–Rothe ikke på tilsvarende vis opnår i sin lærde afhandling. Det skyldes måske også det faktum, at Handels værk har sit udspring som lærebog på et af de amerikanske forsvarsakademier.

De fremmeste antagonister mod clausewitziansk tænkning i nyere tid er Martin van Creveld og John Keegan. Begge har udgivet bøger, som har opnået en stor genklang i militærteoretiske kredse. Man kunne imidlertid filosofisk spørge sig, om forklaringen i modstanden mod Carl von Clausewitz mon skal findes i, at de to herrer er historikere? Historikere har traditionelt en indgroet mistillid til teoretiske modeller eller analyser, som søger at forklare, hvorledes enkeltstående og enestående begivenheder kan forklares igen og igen. De fleste historikere er af den opfattelse, at enhver historisk begivenhed er enestående i sig selv, og at den ikke kan forklares ved inddragelse af “modelslag,” “krigsføringens grundprincipper” eller lignende simplificerende formler. Historikerne efterspørger ikke analytiske forklaringsmodeller, men søger at forklare fortiden ved en analyse af denne og drager herudaf deres konklusioner. Men en historisk undersøgelse alene forklarer slet ikke Clausewitz, især ikke når hans mål var at finde en teori for krigen. Ja, man kan roligt sige, at hans mål var at finde en almengyldig teori – og måske en eviggyldig forklaring på krigen og dens væsen. Derfor er det ikke forunderligt, at det normalt er politologer, som drages af Carl von Clausewitz. I alle tilfælde er det næppe forkert at sige, at selvom Clausewitz er omstridt, bliver der alligevel almindeligvis taget udgangspunkt i hans teorier – også af kritikere som John Keegan og Martin van Creveld – da det i praksis er den eneste tænker, der leverer en brugbar teori. Det er således symptomatisk, at selv Clausewitz’ modstandere ikke kommer udenom at tage udgangspunkt i Clausewitz’ udgivelse om krigen.

Herberg–Rothe når i den foreliggende undersøgelse frem til, at især det første kapitel, som han også anser for det vigtigste, indeholder essensen af den clausewitzianske tænkning. Ikke alene ville kapitlet kunne stå fuldstændigt alene – uden at dette ville skade Clausewitz’ ry som krigsteoretiker – men det indeholder samtidigt også en tidløs forklaring på krigens natur, mener Herberg–Rothe. En forklaring, som Herberg–Rothe sætter trumf på ved at kalde det Clausewitz’ testamente. Særligt tre skelsættende begivenheder prægede, jf. Herberg–Rothe, Carl von Clausewitz’ syn på krigen og dens udvikling. Det var slagene ved Jena, Moskva og Waterloo. Det er i lyset af disse krige og deres udfald, at Clausewitz’ tænkning skal forbindes. Herberg–Rothe analyserer herefter Clausewitz’ tanker i lyset af disse slag. Politologen kommer frem til, som mange andre før ham, at man må skelne mellem en tidlig Clausewitz, som opfattede krigen eksistentielt, og den senere Clausewitz, som opfattede krigen instrumentelt.

Men når alt kommer til alt, er det som om, at Herberg–Rothe ikke når helt til bunds i sin undersøgelse af den clausewitzianske treenighed. Jeg er af den opfattelse, at Herberg–Rothe kunne være nået et spadestik dybere, hvis han havde kendt den danske etnolog Thomas Højrups arbejder om strukturanalysen, som netop tager sit udgangspunkt i Clausewitz’ opfattelse af defensiven som den stærkere krigsform. Desuden arbejder Højrup med en intentionel og en ekstensionel fortolkning af Clausewitz’ teoretiske betragtninger, som synes særdeles frugtbar. Det er så meget mere ironisk på baggrund af det faktum, at Thomas Højrup i realiteten har udgivet sine resultater i tysk oversættelse. De danske forskningsresultater har således været tilgængelige – også for tysk forskning.

Trods megen ros herfra til Andreas Herberg–Rothe kan man ikke komme udenom at tilkende forfatteren tunnelsyn i f.m. den begrænsede erkendelse af Clausewitz–forskningen udenfor Tyskland – også i denne engelske udgave, selvom forfatterens ophold i Oxford givet har åbnet hans øjne for noget af den anglo– saksiske forskning. Herberg–Rothe kender øjensynligt ikke den pågående danske forskning på området (fremtrædende forskere af Clausewitz’ tanker er herhjemme således den danske etnolog Thomas Højrup og den desværre afdøde Anders Boserup) – men den tyske politolog støtter sig næsten udelukkende til tysk forskning, hvilket nok er forståeligt – men ikke undskyldeligt. Når Herberg–Rothe øjensynligt ikke kender denne forskning, tegner det ikke godt for en komparativ forskningsindsats på området. Heldigvis kommer docent Herberg–Rothe alligevel frem til noget nær de samme resultater, som førnævnte forfattere, hvilket vel i sidste ende beviser, at Herberg–Rothes argumenter er holdbare i en større sammenhæng.

I forhold til den tyske udgave af samme værk er dette opdateret i forord, noteapparat og litteraturliste. Herberg–Rothe oplister således den nyeste litteratur på området – ind imellem også litteratur og artikler, som slet ikke er udgivet endnu. Min eneste anke mod bogen er den noget pebrede pris. Selvom bogen er i smagfuldt stift bind med en smuk variation af det gammelkendte portræt af Carl von Clausewitz på smudsomslaget – her udformet som et puslespil – så er 40 £ alligevel noget af en udskrivning for knap 200 siders tekst. Men hvad man ikke får i kvantitet, får man til gengæld i rigt mål i kvalitet, og derfor er værket ikke desto mindre så anbefalelsesværdigt, og nu oven i købet tilgængeligt på engelsk, at man kunne ønske sig, at DKVS (Det Krigsvidenskabelige Selskab) ville inddrage værket i en af sine fremtidige læsekredse, så værket på sigt ville få en større udbredelse blandt danske officerer.

Claus E. Andersen
Afdelingschef
Hærens Ingeniør– og ABC–skole

1: Nils Berg (udg.) Carl von Clausewitz Om Krig København 1986, side 50. Samt Vom Kriege. Hinterlassenes Werk des Generals Carl von Clausewitz 19. Auflage. Bonn 1991, side 213. Man kan håbe på, at dette bliver rettet i det længe annoncerede fremtidige danske genoptryk.